Forside
Borgerforening
Mejeri
Liv i Landsbyerne
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Alken-koret
Natur
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Svejstrup
Bolig i og omkring Alken
Shelter i Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by GATE technologies

 


 
Hyperlokal netavis for Alken og omegn * Født i marts 2007 * Kontakt

 
   
 
 
 
31. okt. 2020 * Bevar Bjedstrup skole - Udbyg Bjedstrup skole, f.eks. med en special afdeling - Gør Bjedstrup skole til et eksperiment for Skanderborg kommune/Danmark. En fremtids orienteret skole, i forhold til at være en grøn, udeorienteret naturskole. Bjedstrup skole er allerede meget godt på vej. Sådan lyder det i et høringssvar fra Peter Gregersen - se smalltalken. #BevarBjedstrupSkole
 
31. okt. 2020 * Naboønsker fra Anes Høj til Nye Anes Høj. Miljø- og Planudvalget har haft den nye udstykning ved Anes Høj oppe igen, og nu lægges der op til forhøring. Blandt andet kommer der "løbende henvendelser fra de nærmeste naboer med bekymringer om og ønsker til den nye udstykning. Det fremgår blandt andet, at der ønskes vejadgang via Alkenvej fra øst og ikke via Anes Høj, at der bygges for tæt, når bebyggelsen samles i den ene ende af området, at den mest naturfølsomme og smukkeste nordlige del med slugt med et lille rislende vandløb ønskes friholdt fra bebyggelse og vejanlæg, og at bebyggelsen holdes i en afstand af min. 7 meter fra eksisterende bebyggelse. Dog fremgår det af seneste henvendelse, at der ønskes et grønt bælte på minimum 7 meter mellem de bagerste grunde i det nuværende Anes Høj og de forreste grunde i det nye Anes Høj. Dertil en afstand til byggefelter på 5 meter, det vil sige i alt 12 meter fra naboskel til ny bebyggelse. Endvidere ønskes kun et-plans huse i forreste række mod eksisterende Anes Høj." Administrationen lægger op til foroffentlighed, idet der ikke længere er tale om mindre ændringer i Kommuneplan 16’s rammedel, og foreslår en høringsperiode på to uger. Nu skal sagen i Økonomiudvalget. Se punkt 198 her.
 
30. okt. 2020 * Jan Mikael bag dronninge-bog. En brugerstyret bog,  "Dronning Margrethe 80 år - en hyldest fra folket", er udkommet på forlaget words2You.dk. Jan Mikael Granner er med-bagmand og ses her bladre i bogen, der blandt andet har bidrag og fotos fra mange kommuner og protektioner.
Bestyrelsen klædt på efter corona-regler: Karin Fosdal, Hans Horn, Helle Petersen, Asmund Bertelsen, Julie Abildgaard og Thomas Glud.
30. okt. 2020 * Overskud i ABAF. I sig selv var det en god nyhed for ABAF, borgerforeningen i Alken, at generalforsamlingen for året 2019 omsider blev afviklet trods corona-trængsler. Men det blev den så denne torsdag aften. 17 var mødt og uanset, at det var langt færre end tidligere år, var der en engageret debat med mange spørgsmål og synspunkter. Set på den måde er der stadig overskud af energi blandt medlemmerne. En anden af de gode nyheder var, at ABAF hvad økonomi angår kom ud af 2019 også med overskud på 16.117 kr., fastslog kassereren, Asmund Bertelsen. Om det kommer til at gælde for 2020 er usikkert, men nu er der noget at stå imod med. Formanden, Julie Abildgaard, sagde bl.a.:

Dette er beretningen om aktiviteterne i 2019, altså før Corona ramte. Meget af det er lang tid siden. Men det er både herligt og vemodigt at berette om 2019, og når vi sidder her i dag, er der mange ting, vi savner i 2020: fastelavns-festen, sankthansbål, kor, yoga, julefest, julejazz – og vi må ikke glemme byfesten 2019, som gav et bragende overskud. Jeg bliver glad, når jeg ser billederne fra 2019, også koncerterne og en god forfatter-aften.
Vi må heller ikke glemme en række velbesøgte fællesspisninger med dygtige køkkenhold.
Nye i bestyrelsen bliver Hans Horn og Helle Petersen (suppleant). Under eventuelt kom en længere debat om shelterpladsen. Den er i løbet af 2019 og især i corona-tiden blevet så populær, at den afkaster meget arbejde omkring booking og til tider kan påvirke de nærmeste naboer med støj og trafik. En udmelding om reglerne har været til debat i bestyrelsen flere gange. I den kommende stille vinterperiode fortsætter denne debat med udgangspunkt i, at det er positivt, at Alken nu har en fin shelterplads, og at den bliver brugt. Parkeringsregler for større grupper fra fx skoler skal understreges, så parkering afvises på stikvejen, men skal ske ved trinbrættet. (Tekst og foto Peter Abildgaard)


 
  
30. okt. 2020 * Shelter-succes drypper på fællespladsen. I 2019 havde Alkens borgerforening et overskud på cirka 8.000 kr. på driften af shelterpladsen. I 2020 forventes det samme overskud. Det kommer naboen, Alkens fællesplads til gode. Borgerforeningen ABAF har vedtaget, at en del af disse beløb skal bruges til forbedring af fællespladsen. I første omgang er det kommet børnene til gode med en rutsjebane ved volden og udskiftning af sand i den store sandkasse. Hvad der ellers skal ske i 2021 er endnu ikke aftalt. Fællespladsen bruges af mange børn og unge til leg og boldspil. Når der kan holdes byfest, er der også stor aktivitet på pladsen. Den fine toiletbygning lukkes dog af, når sæsonen slutter, og det sker faktisk fra på søndag 1. november.

 
  
30. okt. 2020 * Ingen banker på i år. På lørdag er det Allehelgens aften. De sidste par år har byens børn hygget sig med at gå fra dør til dør og få lidt slik, klædt ud som alverdens (u)hyggelige ting og sager. I år kan det desværre ikke lade sig gøre pga corona. I børnefamilie-flokken er der dog enighed om, at vi vil gøre aftenen hyggelig for børnene trods alt, skriver Julie Abildgaard. Derfor vil der på lørdag mellem 17 og 19 drage en masse børn med forældre, rundt i byen, og opleve tusmørket, græskarlygter, edderkoppespind, lanterner, hyggelig pynt og hvad der ellers er at finde rundt om ved husene. Der bliver ikke banket på døre, men hvis man har lyst, er man velkommen til at tænde en lygte eller på anden vis gøre det hyggeligt foran sit hus.

 
30. okt. 2020 * Koret øver alligevel. Alken-koret, der ellers var stoppet på grund af corona-restriktionerne, går alligevel i gang, oplyser korleder Ingrid Robak. Alle ankommer med mundbind, bliver siddende med to meters afstand til alle sider, i to rækker, og ingen "faren rundt i pausen".
 
  
26. okt. 2020 * Farvel til Alken. I august 1999 flyttede Knud Erik Jørgensen og Eva Michaelsen ind i gården på Alkenvej 32 lidt nordvest for byskiltet. De satte stedet i stand og boede der sammen til 2012. Med månedens udgang flytter Knud Erik nu til Izmir i Tyrkiet og en ny tilværelse med sin tyrkiske hustru, Asli. Tilknytningen til faget Statskundskab i Aarhus, hvor han er professor, bevares via internettet og periodiske besøg på instituttet. Her til aften tog en kreds af venner fra byen afsked med ham over varm suppe og en kop øl, udendørs. Og hvilke erindringer om Alken vil du tage med dig, spurgte vi, og svaret lød: En masse søde mennesker og den fantastiske natur. På billedet ses Knud Erik tættest på parasol-stangen omgivet af kendte folk fra byen. (Foto og tekst: Peter Abildgaard)
 
26. okt. 2020 * Vildhave-mentor hos Lene Bach Bay på Emborgvej 131A søndag 1. november kl. 10. Det ta'r nok en times tid. Lene holder styr på, at vi ikke bli'r flere end 10 personer i alt, så husk at tilmelde dig - til Lene, tlf. 4243 8660. Husk også eget kaffekrus, gode spørgsmål og stive ører, skriver Eva Nikolajsen.
 
26. okt. 2020 * Foredraget 'Tang'. Under havets overflade danner tang spektakulære undersøiske skove, som er vigtige for livet i havet og klimaet på kloden. Ny forskning viser, at tang også kan bidrage til at løse fremtidens udfordringer inden for sundhed, fødevarer, klima og miljø. Læs mere. Foredraget er ved seniorforsker i marin økologi Annette Bruhn, Institut for Bioscience, Aarhus, og foregår på Alken Mejeri tirsdag 27. oktober kl. 18.45. Der er få ledige pladser. Kan forudbestilles hos hannelisbethnielsen@gmail.com. Medbring mundbind. Arr.: ABAF.
 
26. okt. 2020 * Selvforstærkende effekt. Et høringssvar begynder sådan her: I bofællesskabet Kirstinelund, som ligger i landsbyen Bjedstrup, bor vi 45 mennesker i alt, børn og voksne. Man kunne måske tro at det var nok for os – at vi har nok i vores eget, lille fællesskab og ikke behøver at interessere os for omverdenen, men sådan er det på ingen måde. Læs det hele - underskrevet af Jane Mondrup - på smalltalken#BevarBjedstrupSkole

 
 
  
25. okt. 2020 * Kaj og Margits Salon - scener fra et ægteskab. En musikfortælling på Alken Mejeri torsdag 12., fredag 13. og lørdag 14. november kl. 19.30. Det hele varer to timer med indlagt pause. Billetter kan forudbestilles på mobil nr. 30647317. Billetpris: 100 kr. Begrænsede antal pladser grundet covid-19. Arr. Alken Borger- og Aktivitetsforening.
 
25. okt. 2020 * Corona stopper koret. Alken-koret, der ellers var begyndt på efterårssæsonen, stopper nu på grund af corona-restriktionerne, oplyser korleder Ingrid Robak.
 
25. okt. 2020 * Ros for egenkontrol. Købmanden i Alken havde fredag uventet besøg af Levnedsmiddelkontrollen, skriver Jytte Elleby. Hun havde ingen bemærkninger, og vi fik igen en glad smiley. Blandt andet stor ros til bageriets egenkontrol-mappe. 
 
  
25. okt. 2020 * Når jeg bliver gammel. Hej Alken, her er en kort dokumentation af den udstilling, jeg lavede på Moesgaard for nylig. Den giver et lille indblik i, hvad der var på spil i disse gamle menneskers liv.                                             Hilsen fra Tove Nyholm.

 
22. okt. 2020 * Femten huse. Ja, det lyder måske ikke af så mange. Særligt ikke hvis man bor i en by som Skanderborg. Men her i Svejstrup er 15 huse mange. Det er over en fjerdedel af hele den samlede landsby. Femten huse og grunde er blevet handlet på de sidste fire år i Svejstrup. Og der har været tale om et regulært generationsskifte, hvor det primært er pensionister, som har taget afsked med landsbyen, mens børnefamilier er kommet til. Vores landsby er blevet beriget med 32 børn i skole- og førskolealderen svarende til mere end en fordobling af børnetallet.
Sådan lyder indledningen på et skole-hørings-svar fra Svejstrup Borgerforening. Se hele indlægget på smalltalken.

 
  
21. okt. 2020 * Nykværnet kaffe. Købmanden i Alken har fået endnu et teknisk vidunder, en kaffekværn. Her prøver en af de første kunder, Feline Schiøtz, at gennemskue maskinen. Det lykkedes, og en dejlig duft bredte sig. Kværnen er en gave fra Lene Bay. (Foto: Peter Abildgaard)
 
21. okt. 2020 * Antoni i nyt job. Brygmester Antoni Madsen, der er tidligere Alken-borger, er stoppet på Thisted Bryghus, som ABAF i 2019 havde en velbesøgt udflugt til. Nu arbejder han på det noget mindre Viborg Bryghus - på deltid - skriver Viborgnyt.
 
20. okt. 2020 * Bæredygtig trafik i Alken og Svejstrup, eller 130 flere biler dagligt? ”Nye Anes Høj” bør have vejtilslutning fra Emborgvej, ca. 80 meter øst for jernbanebroen, som lovet under kommuneplansvedtagelsen i 2008, lyder det fra en gruppe Alken-borgere i anledning af, at et nyt kommuneplanstillæg, hvor vejforsyningen til "Nye Anes Høj" går fra Alkenvej, via Anes Høj, snart vil komme i høring. 
Læs hele indlægget på smalltalken

 
  
18. okt. 2020 * Så er sangsvanerne kommet. Natten til lørdag dukkede sangsvanerne op igen ved Mossø, oplyser Sanne Dudoret. De er kommet fra det nordlige for at overvintre her hos os, hvis ikke vinteren bliver for hård. (Foto: Sanne Dudoret)
 
  
 
Filmens instruktør, Mads Mengel, sammen med hovedrollen, Mads Reuther. 
17. okt. 2020 * Nu får Mads løn for at lave film. Mads Mengel, 30 år, opvokset i Alken, kunne allerede sidste år kalde sig filminstruktør med afgang fra Den Danske Filmskole. Men fra dette efterår kan han også kalde sig professionel, som han siger med slet skjult glæde, fordi han nu for første gang har fået løn for at lave film. Til lykke med det, siger vi her fra Alken. Det handler om intet mindre end en tv-serie for Danmarks Radio DR i syv afsnit. Titlen er ’Noget om Emma’, hvis manuskript er bygget på Sigurd Hartkorn Plaetners ungdomsroman, 'Noget om Vitus'. Første afsnit streames på DR.DK fra 23. oktober.
Kort sagt er det fortællingen om pigen, som Vitus forelskede sig i, elskede, mistede og stadig elsker. Det er en fortælling om at acceptere de ting, man ikke kan ændre, samle mod til at ændre de ting, man kan - og have indsigt til at se forskellen. En historie om, hvordan livet og døden nogle gange kan gå hånd i hånd. Da Vitus' kæreste blev gravid, kunne han være med eller ej, men beskeden var klar, nemlig at hun ville beholde barnet. Midt i kaos mødte han en pige til en fest. Hun hed Emma, og hun kom til at ændre hans liv på godt og ondt. Filmen er produceret for DR af selskabet Drive Studios.
Ok, se hvad der så sker, når første afsnit åbnes på DR-hjemmesiden. Mads og hans hold brugte i fredags de sidste timer i redigeringen, så nu puster han ud. Men han vil også sende denne hilsen ’hjem til Alken’ fra bopælen i København:
- Jeg gik på Bjedstrup Skole, og jeg var meget glad for skolen. Jeg blev ked af at høre, at kommunen havde en plan om at lukke skolen. Det er en forfærdelig tankegang. Men jeg glæder mig også over, at forældrene i skolens distrikt åbenbart kan redde skolen. (Tekst: Peter Abildgaard, fotos fra filmselskabet).
 
15. okt. 2020 * Eva ruller sig ud som Vildhave-mentor på Hårbyvej 24 i morgen, søndag 18. oktober kl. 10. Kom med i Jannes have og hør, hvordan du selv kan blive helt vild med din have. Det er gratis og nok mest for Jannes naboer, så de kan blive vildere sammen. Det gi'r nemlig en rigtig god effekt! For andre, der vil høre mere om at gøre noget vildere i haven: hold øje med alken.dk og Liv i Landsbyerne på facebook, for her offentliggøres datoer og steder, hvor jeg kommer forbi. Jeg håber at kunne lave nogle flere aftaler med haveejere rundt omkring i skoledistriktet, inden vinteren slår til. Og så igen til foråret. Vinteren over finder vi nogle lune lokaler at være i. Mere derom senere.
 
   
15. okt. 2020 * Ny plan skal forhindre oversvømmelser. Aftaler med Fuldbro Mølle og Ry Mølle skal få vandstanden i Mossø nedad. Se indslag fra TV2 Østjylland. Sanne Dudoret, Knud Abildtrup, Frank Ormel fra Fuldbro Mølle og byrådsmedlem Jens Szabo (V), der repræsenterer Skanderborg Kommune i Gudenåkomiteen, udtaler sig.
 
15. okt. 2020 * Friplejehjem i kommunen eller ej skal op i byrådet. Et flertal i socialudvalget har nu indstillet til byrådet at træffe en principbeslutning om, hvorvidt der overhovedet skal være friplejehjem i kommunen, skriver Ugebladet Skanderborg. Se debatten om Alken Friplejehjem.
 
   

15. okt. 2020 * Fundamentet støbes før klagebehandlingen er færdig. I denne uge er fundamentet til den nye mast ved banen ved at blive støbt - 37 kbm. beton blev det til torsdag. Mastegruppen i Alken har undret sig, for deres klage over byggetilladelsen er ikke færdigbehandlet endnu. Karin Fosdal har fået svar fra en kontorassistent fra Byggeri, Landskab og Miljø i kommunen, hvor dette fremgår: Byggetilladelsen vedr. opførelse af ny mast på Alkenvej 71C er påklaget til Byggeklageenheden. Byggetilladelsen er gældende indtil Byggeklageenheden evt. træffer afgørelse om noget andet. Det er også Byggeklageenheden, som træffer afgørelse om, om klagen skal have opsættende virkning, og byggearbejdet dermed skal stoppe. Det er der ikke på nuværende tidspunkt truffet afgørelse om. Der er derfor ikke noget til hindre for, at byggearbejdet påbegyndes. Men det er naturligvis for bygherres egen risiko, da der jo kan komme en afgørelse fra Byggeklageenheden, som gør byggetilladelsen ugyldig.  (Foto: Knud Abildtrup)


 
   
15. okt. 2020 * Endnu en børnefamilie. Alken er på det musikalske godt med, og om få dage flytter endnu en familie ind med højt kvalificerede kunstnere. Jakob Alsgaard Bahr er konservatorieuddannet pianist. Louise Drengsgaard Jørgensen er violinist fra samme fine skole, men har siden valgt at tilføje en fuld uddannelse som arkitekt med dansk kulturarv som speciale. De har købt huset på Søbjergvej 4 af Sine Erbs, og de kommer fra en anden driftig landsby, Borum. De bringer også to børn til skoledistriktet, Magda på fire år og Bodil på to år. Velkommen til! (Foto: Kristian Bahr)

 
   
13. okt. 2020 * "Jeg kan også tælle til 14 og 15", siger udvalgsformand Trine Frengler (S) til TV2 Østjylland i et nyhedsindslag om landsbyskolerne, der ser ud til at være reddet i denne omgang. Ditte Jensen (fotoet), Tage Nielsen (R) og Claus Leick (SF) udtaler sig også. Se indslaget - det er det første.

 
   
13. okt. 2020 *  "Landsbyfolket har været vildt dygtige". "Den åbne proces er endt i politisk skuddermudder nu, da vi nærmer os målstregen. Jeg tænker, at det skyldes flere ting og især, at landsbyfolket har været vildt dygtige til at gøre opmærksom på alle de argumenter, der vejer imod skolelukninger. De har været særdeles velorganiserede, argumenteret voldsomt og lagt et voldsomt pres på byrådsmedlemmerne og deres politiske bagland. Det har gjort indtryk", siger udvalgsformand Trine Frengler (S) i Midtjyllands Avis i en historie med overskriften "Flertal vil alligevel ikke lukke skoler". og hvor avisens leder har overskriften "En god dag for de små skoler" . Enhedslisten (1), SF (2), Alternativet (1), Venstre (8), DF (3) - altså 15 ud af de 29 i byrådet - taler nu for ikke at lukke landsbyskoler. Høringsperioden er ikke ovre - og intet er dermed besluttet - f.eks. ikke under hvilke betingelser og med hvilke distrikts-afgrænsninger en ny skolestruktur skal se ud. #BevarBjedstrupSkole
(Foto: Peter Abildgaard)

 
   
11. okt. 2020 * Skrøbelige rygge og gåpåmod. Det var det grå guld der mødte op til søndagens brændedag - med skrøbelige rygge og vigende muskelmasse, men også med gåpåmod og godt humør. Vi var ca 13 - hvoraf de 12 var +55, skriver Eric Ballowitz. Eneste undtagelse var Jan Günther Hansens søn Carl Johan Bruun Hansen fra Johannesminde, der kom kørende i en gigantisk traktor med frontlæsser. En kæmpe hjælp. (Fotos: Eric Ballowitz)  
   
 
 
   
11. okt. 2020 * Thomas tilbage i Alken. Han flyttede fra byen i 1999 som 21-årig og er nu 21 år efter vendt tilbage sin mormors hus på Søbjergvej: Thomas Due Nielsen, der er flyttet fra en lejlighed i Randers til rækkehuset, hvor Olga Keis boede til sin død i år. Velkommen tilbage. (Foto: Knud Abildtrup)
 
11. okt. 2020 * To politikere med i Alken Enge-arbejdsgruppe. Den arbejdsgruppe, som under ledelse af Museum Skanderborg er rådgivende organ i arbejdet med sikring af arkæologiske levn i Alken Enge samt klimasikring af tilstødende ejendomme, får nu to byrådspolitikere med: Karen Lindemann (S) og Claus Bloch (V). Byrådet har bevilget 1.092.500 kr. til næste fase af arbejdet. Se kommissoriet for arbejdet.

 
 
   
11. okt. 2020 * Skolelukninger er gift for fællesskabet og det lokale erhvervsliv, lyder overskriften på en artikel i Ugebladet Skanderborg, hvor Lars Brunsø, Alken, og Peter Dalsgaard, Svejstrup, udtaler sig. Og så har Johan Harding og Jane Mondrup fra Kirstinelund skrevet et høringssvar med fokus på rollespilsforeningen Fafner, at få børn mere væk fra computeren, og skole og foreningsliv, der befrugter hinanden. Læs smalltalken, hvor man også kan læse Nikolai Landers indstilling af Anne Marie "Mie" Hansen til Politikens Pædagogpris 2020. En indstilling, der på Facebook har fået bred opbakning blandt forældre, kolleger m.fl.  #BevarBjedstrupSkole

 
   
10. okt. 2020 * Mindestenen skal ikke flyttes. Mindestenen for andelspioneren Anders Nielsen fra Svejstrup Østergaard - her sammen med sin hustru Kirstine - skal alligevel ikke flyttes til Vestermølle. Kulturudvalget har lyttet og et flertal sagt nej. Læs mere og se hvem der stemte hvad i Ugebladet Skanderborg.
 
10. okt. 2020 * Kritik af cykelsti. Jan Ove Lihn, Svejstrupvej 2, finder det "vanvittigt" at bruge 1,5 mio. kr. på at anlægge en dobbeltsporet cykelsti mellem Bjedstrup og Svejstrup, da han mener kun ganske få bruger vejen. Se Ugebladet Skanderborg. 
 
9. okt. 2020 * SF nu imod at lukke landsbyskoler. "Vi lytter gerne til flere gode høringssvar, men for SF er det allerede nu klart, at vi vil arbejde for en løsning, hvor landsbyskolerne kan overleve. En løsning, hvor vi også vil arbejde for at flest mulige af byrådets partier er med i en endelig aftale." Sådan skriver SF's to byrådsmedlemmer Claus Leick og Søs Elmstrøm nu på Facebook
En husmands-optælling af stemmer siger Enhedslisten (1), SF (2), Alternativet (1), Venstre (8), DF (3) - altså 15 ud af de 29 - i byrådet taler nu for ikke at lukke landsbyskoler. Men høringsperioden er ikke ovre - og intet er dermed besluttet. Læs smalltalken.

 

7. okt. 2020 * Når døden kommer tæt på. I anledning af Allehelgen afholder Foreningen Nærvær omkring Døende et arrangement på Alken Mejeri søndag 1. november kl. 15-17 med titlen: ”Når døden kommer tæt på – nutidige ritualer til at forholde sig til døden”.
I den kristne tradition omkring Allehelgen har man bl.a. brugt dagen til at mindes de døde. Og i den mexikanske tradition omkring “De dødes dag” bruger man både allehelgen til at mindes sine døde og huske på sin egne dødelighed.
Vi ser dagen som en anledning til at samle os om de samme temaer, nemlig hvordan vi gennem ritualer både husker på vores egen dødelighed, hvordan vi tager afsked med vores døde og mindes dem.
Vi har derfor inviteret tre oplægsholdere, der har fokus på ritualer: 'Egen dødsforberedelse': Liselotte Hornemann Kragh (præst). 'Afskedsritualer i kristen kultur': Henriette Mortensen (bedekvinde) og 'Nutidig mindekultur': Dorthe Refslund Christensen (forsker).
For at arrangementet kan afvikles i overskud og i fælles ånd, tager vi gerne mod praktisk hjælp til klargøring af lokalet, brygning af kaffe, kagebagning og indkøb af kaffe, te og snacks samt pyntning med blomster eller andet inspirerende, som levende lys, dekorationer eller lignende.
Skulle du have lyst til at komme med til arrangementet uden forudgående deltagelse i forberedelserne, koster det 50 kr. Vi modtager gerne tilbagemeldinger på, hvordan man ønsker at deltage på: mail@naervaeromkringdoende.dk og ser frem til en fordybet eftermiddag med plads til dialog om, hvordan det er at være tæt på døden. Bemærk! Max 50 deltagere pga corona.


 
5. okt. 2020 * Maria valgt som vestjysk spidskandidat. Tidligere byrådsmedlem Maria Temponeras fra Bjedstrup er på Enhedslistens årsmøde netop valgt som spidskandidat til Folketinget i Vestjyllands Storkreds. Hun afløser MF Jakob Sølvhøj, der ikke genopstiller. 

 
   
5. okt. 2020 * Græskarlandet. I forne tiders fine tegneserie ’Radiserne’ havde den finurlige Thomas et flip med det mest 'oprigtige' græskarbed, hvor selveste den store græskarmand ville vise sig allehelgensaften, som nogle steder er kendt som halloween. I Alken Haverne hos Ella Jørgensen og Henrik Grønborg har børnene haft mange oprigtige græskar, og dem opsøgte de ved høstfesten i søndags og tog med hjem. Netop i skrivende stund anbefaler sundhedsmyndighederne, at børnene ikke går rundt og rasler til halloween, når den aften kommer, men nøjes med at feste i meget små og kendte grupper. På billedet ses optoget i haverne med børnene nøje delt med afstand ved det lange tov. Musikanterne er Margit Szlavik og Lene Bay. Ella og Henrik havde den nyhed, at jordstykkerne med Alken Haverne også kan benyttes næste år. (Foto og tekst: Peter Abildgaard)

 
5. okt. 2020 * Nye folk i bestyrelsen i Liv i Landsbyerne. Generalforsamlingen i Liv i Landsbyerne bød blandt andet på debat om legitimitet og samarbejde - og det fremgik, at foreningen har indbetalt 20.000 kr. for at kunne oprette friskole - et beløb, bestyrelsen dog håber på blot vil være tabt. Ud af bestyrelsen gik Jacob Gewitz, Svejstrup Enge, og Alice Køppen, Boes. Den nye bestyrelse er hermed: Kristian Dalsgaard (Svejstrup), Christina Kjær Andersen (Svejstrup), Nicolai Lander (Boes), Lauge Jensen (Alken), Mikkel Schwab (Bjedstrup), Eva Nikolaisen (Alken), Ditte Jensen (Svejstrup), Jane Mondrup (Bjedstrup) og Mads Winther (Svejstrup Enge). Suppleant Jens Thor (Alken). Læs Jane Mondrups grundige referatet, der også rummer uddrag af Ditte Jensens beretning, og se regnskab for 2019. Endelig er der vedtægterne, som fik nogle ændringer. Se i den forbindelse bestyrelsens indstilling til ændringsforslag fra Karin Fosdal. Og så er der også lige et indlæg fra Anne Mette Lykke.
 
   
4. okt. 2020 * Ølbryggerne i Alken har i et års tid høstet erfaringer med indkøbte blandinger af malt, gær og humle. Men helt perfekt ville det være med hjemmedyrket humle i Alken. Det har tre af dem så afprøvet og høstet. Læs mere på Kultur. På billedet ses bryggerne Erik Overgaard og Eric Ballowitz. (Foto Peter Abildgaard)
 
4. okt. 2020 * Mere debat om elevtals-prognoser er foregået i Ugebladet Skanderborg, hvor udvalgsformand Tine Frengler forklarer sit syn på COWI-prognosen, og Morten Birch Larsen forklarer sit.
 
4. okt. 2020 * Osuma-omsætningen i september i Købmanden i Alken løb op i 49.679 kr., og 217 er nu med i Alken-ordningen, hvor man bl.a. slipper for kørselsgebyret. Følg den månedlige Osuma-omsætning, der kaster 7 pct. af sig til købmandens drift.
 
4. okt. 2020 * Ny podcast vækker historien om ’Den Hellige Dal’ til live. Alken Enge, Forlev Nymølle og Illerup Ådal. Alle steder er der gjort store og vigtige fund fra jernalderen. For første gang er to museer nu gået sammen om at skabe en fælles podcast, der fortæller historien om det mytiske område, der altid er blevet opfattet som helligt. Læs mere og find link til første afsnit på Alken Enge udgravning.
 
   
4. okt. 2020 * Købmandens café er indtil videre lukket af corona-reglerne. -Vi følger myndighedernes henvisning, siger Estrid Bek fra bestyrelsen. Det er især serveringen af kaffe og te, der ville give problemer. Nu kan vi opretholde den normale handel med købmandens varer samt afhentning af Osuma-varer. Men man må gerne købe en sodavand og sætte sig uden for butikken. På billedet er det Lars Christensen, som spejder ind i caféen. (Foto Peter Abildgaard)
 
1. okt. 2020 Lejligheden på Mejeriet. Holger Vig har opsagt sit lejemål således, at lejligheden kan lejes af andre pr. 1. marts 2021. Bestyrelsen har besluttet, at man senest pr. 15. november kan indgive ønske til sekretær Jytte Elleby pr mail - (elleby19@gmail.com) hvis man gerne vil leje lejligheden pr. 1. marts 2021. Huslejen er 3.000kr + forbrug a conto 1000 kr. pr. måned. For at komme i betragtning kræves medlemskab af Alken Mejeri i minimum ½ år inden ansøgningsfristen. Kort tid efter ansøgningsfristen trækker bestyrelsen lod mellem interesserede.
Bestyrelsen har netop holdt møde - læs om nyanskaffet murerstillads, bryggeriets husleje, rengørings-overvejelser, ny brændeovn til cafeen og ny suppleant. Se referatet
 
   
1. okt. 2020 * Michael har lavet film om anonyme helte. Michael Schmidt skriver selv: Min seneste film på ½ time, som jeg påskønner, efterlader mig i respekt overfor alle de anonyme helte der befolker vores lille land. Filmen er netop udkommet på www.kk.dk/paarorende
Se sidste faneblad 'Film' under den brune bjælke.


 

 
   
11. jan. 2020 * 1745-1749 Drik og fylderier, liderlighed og brændevin. I disse måneder brygges der øl i det nystiftede Alken Bryghus - eller ABC, Alken Brewery Company. For 275 år siden kunne de også være med heromkring, især når det gjaldt brændevin, da var det bare ulovligt. Læs om de næste fem år i Alkens historie, hvor en brusten Alken-bonde Jens Rasmussen som tinghører skulle være med til at konfiskere udstyr til destillering - se afsnittet fra 1745-1749 under Alkens første kendte beboere.
 
   
 Gary Craig, Søs Nielsen, Anne Grete Viborg, Berit Werner Hansen og Poul Ganer fra den første bestyrelse i 'Alken Station'. Claus Madsen var også med. (Foto: Ole Nielsen)

 
13. nov. 2019 * Alken 1993: Dilettant for første gang i Alken, 'Alken Station' lige så stille i gang og belgisk-tysk besøg. alken.dk ruller år for år Alkens nyere historie op og er kommet til 1993, hvor borgerforeningens aktiviteter i byen nu blev suppleret af den halvandet år gamle forening 'Alken Station'. Byfestbladet rummede det år et interview med Grethe Damgaard, der i 1924 var født på Enggården, der dengang var et noget afrakket husmandssted, hvor man havde stok med i seng for at klare rotterne... Læs Pigen fra Enggården og læs 1993-kapitlet på Alken år for år siden 1979.
 
   
 
393 abonnenter får nyhedsbrev om søndagen
Ideer, fotos, forslag, færdige og ufærdige bidrag til indholdet modtages hjertens gerne af
redaktør Knud Abildtrup,
 knudabildtrup1@gmail.com20 27 12 76 Journalist og fotograf: Peter Abildgaard, 22 89 83 34, alkenvej69@gmail.com 
Send kalender-bidrag til 
Edel Laursen
edel.laursen@gmail.com
 Inge Nørgård bestyrer abonnements-databasen - skriv til Inge, hvis du får ny mailadresse, på ingealken104@gmail.com

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Bagergruppen i Købmanden i Alken tilbyder i denne uge:
Mandag 26. oktober: Rugbrød. Onsdag 28. oktober: Glutenfri. Torsdag 29. oktober: Kage. Og lørdag 31. oktober: Ølandsboller

Vildhave-mentor hos Lene Bach Bay på Emborgvej 131A søndag 1. november kl. 10. Tilmelding til Lene, tlf. 4243 8660. Husk også eget kaffekrus, gode spørgsmål og stive ører, skriver Eva Nikolajsen.
Foreningen Nærvær omkring Døende holder et arrangement på Alken Mejeri søndag 1. november kl. 15-17 med titlen: ”Når døden kommer tæt på – nutidige ritualer til at forholde sig til døden”. Læs Kultur.
Livestream-foredrag på Mejeriet tirsdag 3. november kl. 18.45-21: Dybhavet - nyt fra en ukendt verden.
Livestream-foredrag på Mejeriet tirsdag 10. november kl. 18.45-21.30: Smagen af øl.
 
Kaj og Margits Salon - scener fra et ægteskab. En musikfortælling på Alken Mejeri torsdag 12., fredag 13. og lørdag 14. november kl. 19.30. Billetter kan forudbestilles på mobil nr. 30647317. Billetpris: 100 kr. Begrænsede antal pladser grundet covid-19.
Arr. Alken Borger- og Aktivitetsforening.

 
Mads Mengel fra Alken står bag en stor ungdomsserie på DR: Noget om Emma’. De første afsnit er tilgængelige på DR.DK
 
1490-1667: De første kendte beboere i Alken: Fæstebønderne Søren Christensen og Jost Andersen var de to første navngivne - i 1554 - der knyttes til Alken. Men første gang, man i skriftlige kilder støder på stednavnet Alken, er tilbage i senmiddelalderen – i 1490, da Kong Hans stadfæstede, at Alchen og Illerup skulle være et birk – en retskreds - under Øm Kloster.

Læs otte kapitler - periode for periode - det seneste er: 
1745-1749 Drik og fylderier, liderlighed og brændevin.
   
Kortet er et udsnit fra Plan des Schanderborger Reuter Districts. Af Abraham Christian Willars, 1723. 
Gå selv på jagt i hele kortet hos Det Kongelige Bibliotek.

Alken-kalenderen
herunder bestyres af Edel Laursen, edel.laursen@gmail.com. Røde markeringer gælder Alken Mejeri, som har sin egen booking-kalender, der kan studeres her - i højre side lidt nede.
 
 
 
 
Wilkommen in Alken. Foran Købmanden i Alken står nu en informativ tavle med kort, fotos, forklaringer og gode forslag til natur-oplevelser omkring Alken. I en lille boks på tavlens side finder man en velkomstfolder, som på dansk, engelsk og tysk beskriver, historie og aldeles opdateret shelter-nutid i Alken og Omegn.

Bolig-side. På alken.dk samler vi alt, hvad der aktuelt tilbydes af boliger i om omkring Alken - salg og leje på Bolig i og omkring Alken, hvor du finder links til de enkelte boligannoncer eller i det mindste en vej derind. Find siden allernederst i venstremenuen her fra forsiden. Landejendomme, villaer, lejligheder, værelser og annekser. Sig endelig til, hvis du kender til flere. Skriv til alken.dk.

Tre år -  fire film - to købmænd. Først kom en film om Alken Minimarkeds lukning, så én om indsamling og støttefest, en tredje om byggeri og perioden uden købmand - og nu én om indvielsesdagen.


Finns åbningsfilm. På åbningsdagen i september 2013 var Finn Mathiasen fra ABCFilm på pletten med kamera, og han har krydsklippet 9.17 minutter sammen fra folkemylderet.

Thomas' åbnings-fotos. Find dig selv, din nabo og alle de andre under åbningen - på Thomas Tjørnehøjs foto-serie på Alkens Flickr-univers.  Thomas ønsker
tillykke til os alle sammen med byens nye dimension og Alkens genvundne status som 'købstad'!

Affolkning contra sammenhold. TV2 Østjylland bragte 25. september 2013 et indslag med minister Carsten Hansen (S), Osuma-direktør Jesper Elkjær og daværende formand for Liv i Landsbyen, Jens Jacobsen. Se Affolkning i landsbyerne og Sammenhold i Alken.
TV2 Østjyllands indslag fra Købmanden i Alken 22. september 2013. Se bl.a.  Birgit Bune, Søren Slebo, Bo Høilund Martinsen, Ingvar Kristiansen og Tove Nyholm udtale sig: Byen der ikke vil dø. 
Rundt om bordet og rundt om Alken. Pelle Bank fra TV2 Østjylland har lavet et fem minutters portræt af Alken. Adam Yogesh Thuesen i færd med at beklæde det gamle vaskehus er blandt de medvirkende.

Tv-indslag fra kampen for trinbrættet i 2000-2001. Med en sej arbejdsgruppe i spidsen lykkedes det i 2000-01 at sikre Alken som trinbræt trods Banestyrelsens påtænkte lukning efter en renovering. TV2 Østjylland beskrev det hele i to indslag: Først ministerbesøget i 2000  og hattefesten i 2001, da toget ankom igen.  
Fra Mejeriet lyder en indtrængende bøn til alle medlemmer om at få den årlige kontingent-indbetaling sat i system via banken. *** Det samme lyder fra ABAF: En fast, årlig bank-overførsel er en enkel og hurtig løsning, der kan lette ens egen samvittighed om at få betalt - og kan befri de frivillige i bestyrelserne med - igen igen - at skulle opkræve og minde folk om at betale.

ABAF: Årskontingent: Børn og unge op til 25 år: 150 kr. Voksne over 25 år: 200 kr. Pensionister: 100 kr.  
Reg. nr. 1551. Kontonr. 16472573. 

Alken Mejeri: Årskontingent: 100 kr. pr. medlem. 
Reg. nr: 8401 Kontonr.: 11 28 794. 
 
 
Seværdige og mindeværdige fotoserier:
 
 
Kvindefest 2019 
Skattejagt under byfest 2019 
Byfest 2019 
Fastelavn 2019 
Billedværkstedet fernisering 2018 
Feldballe-besøg 2018 
Skybrud i  september 2018
Købmanden i Alken's fem års fødselsdag 2018 
Sportsfest 2018 
Lammeholdet 2017 
Byfest 2017 
Mossø på bunden 2016 
Kvindefest 2016 
Købmandens tre års fødselsdag i 2016
Bruno Nielsen på Lesbos 2015 
Byfest 2015
Ring of Bones 2014
Byfest 2014
Flere købmands-åbnings-fotos 2013
 Købmanden i Alken's åbning 2013
            Shaka Loveless støttekoncert 2013
                                         Julemarked 2012
                                                    Byfest 2012

Byfest 2011

Byfest 2010

Vædebro-arbejdsdag 2010

Byfest 2009

Videovitser byfest 2008

Julemarked 2007

Sporindvielse 2007

Alken-armada 2007

Byfest 2007

Sankthans 2007

Filmfestival 2007

Kvindefest 2007